artikel i bladet "Guitaren" forår 2005.
Guitarmusikken er kendt som klassisk, spansk, latinsk m.m., men den har også en russisk version, som ikke er særlig kendt.
Her vil jeg invitere jer på et eventyr.
Jeg vil fortælle lidt om den russiske guitarstil og dens historie. Det er svært at overskue mere end 200 års begivenhedsrigt forløb, så det vil snarere være ligesom, når man oplever et lille glimt af en stor stjerne.
Jeg vil begynde med et citat fra L.Tolstojs roman ”Krig og fred”, et sted hvor han beskriver russisk guitarmusik.
To af hovedpersonerne, Nikolaj og hans søster Natasja, besøger deres onkel efter at have været på jagt. (Jeg er nødt til at klippe i det for ikke skal bringe det halve af bogen med):
”….Der lød klaskende trin af bare fødder, og en usynlig hånd åbnede døren ud til jægerne. Fra korridoren hørtes tydeligt tonerne fra en balalajka, som åbenbart blev behandlet af en virkelig mester. Natasja havde allerede længe lyttet til disse toner og gik nu ud i korridoren for at høre bedre.
- Det er min kusk, der spiller. Jeg kan godt lide det, så jeg har købt ham en god balalajka, sagde onklen…
…- Mere åh mere, sagde Natasja ind i døråbningen, så snart balalajkaen forstummede. Kusken stemte instrument og begyndte at klimpre Barynja (Fruen), en fejende folkedans med tremoloer og spring…Barynja-motivet gik igen vel hundrede gang. Flere gang blev balalajkaen stemt på ny…
- Her på dette sted spiller han galt, sagde onklen pludselig med en energisk bevægelse. - her skal der løb til, sagen er klar, march, løb skal det til.
- Kan de der også, spurgte Natasja. Onkel smilte uden at svare.
- Anisjuska, vil du se, om strengene på guitaren er hele? Det er længe siden, jeg har spillet på den. Jeg har-sagen er klar,march!- forsømt det.…
…Han tog guitaren højt oppe på halsen… slog en klangfuld, ren akkord an og begyndte i ganske stille tempo at spille den kendte folkesang ”Hen ad ga-a-a-dens toppede sten. Harmonisk i takt med behersket lystighed…vandt sangens motiv genklang i Natasjas og Nicolajs indre…Onklen gik videre i sin udførelse af melodien med stadig sammen renhed, omhu og energiske fasthed…sangen svulmede ud, tempoet voksede, og der var bratte brud i tremoloerne.
Gik en pige efter vand
Stans, min smukke råbte han
Spillede og sang onklen, tremulerede frejdigt, snuppede til afslutning en akkord af og gjord et kast med skuldrene…” .
Filtstøvler.
Dette citat bringer os tilbage til tiden, hvor russisk guitar havde nogle af sine bedste år. Men forfatteren tager den lille frihed at beskrive måske nogle af sine egne oplevelser, som kunne have fundet sted i midten eller slutningen af det 19. århundrede, hvor guitaren var så udbredt, at folk fra alle sociale lag elskede den. Men handlingen i hans roman foregår ca. 200 år før.
Dengang var guitaren et nyt instrument i Rusland. Og da var den ikke særlig populær. Men instrumentet var under udvikling, og i 1790 var der en mand ved navn A.Sihra, som boede i Vilnius og spillede harpe, der tilføjede den spanske guitar en 7. streng og stemte den fra den tyndeste streng således D-H-G-D-H-G-D.
Som harpespiller var han ude på at få et instrument, som var mere melodisk end harpe.
Det var begyndelsen på guitarens store popularitet i Rusland. Den var meget nemmere at bruge til russisk folkemusik og sang. Samtidig har F.Sor gjort en stor indsats for at udbrede spansk guitar, mens han boede i Rusland i længere tid.
I løbet af de næste 50-60 år havde man udviklet en russisk guitarstil, som skilte sig ud, så man ikke kun spillede de almindelige klassiske stykker, men også meget folkemusik. Komponisterne M.Vysotskij og A.Sihra var de første, der var med til at udvikle en meget speciel måde at lave variationer på. Hver variation voksede sig ud af den forrige som en logisk forsættelse og udviklede melodien videre til et point eller ”klimaks”. Hvorefter den kunne modulere, møde en ny melodi, tage en ny drejning, og/eller får en logisk afslutning. På den måde blev stykket ikke bare en håndfuld af varianter af en melodi, der ligner hinanden, men et stort selvstændigt stykke musik med mange fineser.
Nogle gange kan man ligefrem tale om regler - eller snarere skikke – for, hvad der skulle ske i stykket og hvornår.
Teknikken svarede meget til nutidens guitarteknikker, så som tirando, apojando osv. med meget dybe tirando, meget brug af legato (også i passager), særlig, harpeagtig arpedgioer og efterlininger af russiske folkeinstrumenter.
Fra den russiske 7-strengs guitar, smittede det af på den spanske, og et typisk koncertrepertoire består i dag af både klassisk og folkemusik. Det gælder begge instrumenter. Folk vælger naturligvis selv, hvad de skal spille. Der er jo også nogen, som kun spiller Bach eller kun flamenco eller kun russisk…
I midten og slutningen af det 19. århundrede ”adopterede” de russiske sigøjnerbands guitaren, og den trivedes i bedste velgående lige til 1917. Sigøjnermusikken berigede guitaren med ekstra stærke udtryksmidler. Så som meget dyb vibrato, kromatiske passager (også i ters og sekst), forskellige slags temposkift, tillod at spille overdrevent FFF og hurtigt.
Efter revolutionen var folkemusik meget højt prioriteret i Sovjetunionen. Dog på en mærkelig måde. Russisk guitar blev udråbt til at være ”et sigøjner-instrument”, og dermed ikke værdigt.
A. Segovias besøg i Rusland midt i 1920’erne havde en kuriøs effekt. Fra det øjeblik skulle man ikke spille på den 7-strengs guitar mere.
Min egen lærers lærer, Pjotr Isakov, skrev i sine erindringer:
” …det var trist at sige, at man begrundede den skønne musikklang alene med, hvor mange strenge, der var på guitaren, og ikke med musikerens talent og flittighed…”
Min egen lærer fortæller, at i slutningen af 1930’erne var der mange gode unge guitarister. Man spillede dog stadig på begge instrumenter, og nogle kunne spille både på den russiske og den spanske guitar (dog ikke samtidig).
Repertoiret var det samme dvs. både klassisk og russisk.
Et af de navne, som er kendt i vesten fra den tid, er A. Ivanov-Kramskoj, som gjorde meget for guitaren og dens repertoire både klassisk og russisk.
Han bar dog på et meget dybt had til 7-strengs guitaren og var medlem af VKPB – datidens KGB. Selv om det sidste nok ikke var hans eget valg dengang.
Han skriver i et af sine breve:
”…men hvis kammeraten (en bestemt guitarist) ikke vil forstå på den gode måde, hvilken af de to guitarer, der svarer bedst til vores kommunistiske fremtid, så må vi tage andre metoder i brug og tvinge ham til det.”
Efter den anden verdenskrig mødte min lærer, den gang studerende Jadviga Kovalevskaja, op til undervisningen den 1. september 1945 hos sin lærer, Pjotr Isakov, helt alene. De mange talentfulde drenge var jo ud at slås med tyskerne, og de fleste kom ikke tilbage. Dem, der kom hjem, manglede tit nogle fingre eller en arm.
Det skal selvfølgelige ikke forstås sådan, at der ikke var en eneste mandlig guitarist tilbage i Rusland, men krigen gik altså ekstra hårdt ud over den mandlige part af befolkningen.
Efter den anden verdenskrig blev guitaren udråbt til at vær et ”sigøjnerinstrument” igen. Denne gang gjaldt det begge slags guitarer – og min lærer blev anbefalet at lære at spille på en obo.
Det gik dog alligevel, og efter I. Stalins død i 1953 gik det stille og roligt op ad. På trods af at det under hele sovjetperioden var svært at have et talent, hvis det ikke lige passede med kommunistpartiets synspunkter.
I dag findes der man gode guitarister og guitarkomponister i Rusland. Der findes også mange rigtig gode. Jeg kunne nævne nogle af dem, jeg kender til, men der er virkelig mange, så lad os sige det sådan: Ingen nævnt – ingen glemt.
Jeg vil ønske, at resten af guitarverden får mere kendskab til den russiske guitarstil. Jeg synes, musikken fortjener det. Uanset om den spilles på en 7-strengs eller en spansk guitar er det en anderledes fortolkning af instrumentet.
Baseret og inspireret af folkemusik, er det noget frisk musik, nogle gange fræk, velmodig og nogen gange meget sørgmodig . En unik sammensætning, når man kombinerer følelsesladet musik med højt teknisk kunnen.
Jeg spiller selv på den almindelige 6 strengs, men som mange andre russiske guitarister forsøger jeg at bringe klang og udtryk så tæt som muligt på den ”russiske” guitar.
Det lille stykke musik, som er vedlagt denne historie, er mine variationer over en sigøjnerfolkemelodi
”Ne budite”.
Stykket forestiller en tidlig morgen i en sigøjnerlandsby.
Den russiske poet Alexander Pushkin (russisk H.C.Andersen) og hans venner tog aftenen før til sigøjnerne for at feste. Næste dag ville han fri til en pige. Han bad om, at sigøjneren Masha ville lægge kort for ham. Hun gjorde det, og kortene sagde, at den pige, han ville gifte sig med, ville være hans store kærlighed, hans lykke, men også hans død. Han svarede ,at hvis det var hans skæbne, så kunne det vel ikke vær anderledes… Et nyt daggry begyndte at farve himlen i øst fra sort til mørkeblå, til lyseblå, blodrød, orange…
Spådommen gik i øvrigt opfyldelse. A. Pushkin blev dræbt i en duel 37 år gammel.
Det var en lille glimt af guitarens historie i Rusland. Jeg håber, I har nydt det.
Hvis I vil vide mere, kan man kontakte mig privat på tlf. 6o 83 02 61 eller mail: kirillogvivi@gmail.com.
Afhængigt af ærinde vil jeg evt. kunne formidle kontakten videre.
Med venlig hilsen
Kirill K. Gedde.
